CIRKEL Energi tager kampen op

Rødt lys til grøn energi!

Onsdag den 21. oktober kom et nyt lovforslag om ændring af lov om fremme af vedvarende energi – nærmere bestemt: nedsættelse af støtten til husstandsvindmøller. Bliver loven vedtaget, vil den fremadrettet gøre det væsentligt mindre fordelagtigt at investere i grøn, vedvarende energi fra husstandsmøller og slå en branche ihjel.

Hovedpunkterne i lovforslaget er:

  • Der indføres fra 2016 en puljeordning på 1 MW pr. år, svarende til 100 møller på 10 kW eller 40 møller på 25 kW
  • Støtteperioden ændres fra 20 til 12 år
  • Afregningsprisen nedtrappes med hhv. 38 øre pr. kWh pr. år for 0-10 kW møller og 18 øre pr. kWh pr. år for 10-25 kW møller. Således nedtrappes afregningsprisen gradvist frem til 2020, hvor den forventes at fortsætte med 60 øre pr. kWh fremadrettet for møller op til 25 kW.

 

I CIRKEL Energi ser vi flere problemer i dette lovforslag:

En pulje på 1 MW kan ganske enkelt slå branchen ihjel. Der vil måske være plads til en enkelt leverandør på markedet, hvilket vil gøre eksisterende mølleejere til gidsler, både i forhold til den lovgivningsbestemte årlige service, priser på denne samt den garanti, de har på deres møller, som vil forsvinde ved branchens død. Sidst loven blev ændret i 2012, førte det til flere større konkurser i branchen!

For at leve op til myndighedernes krav til installation og servicering af hustandsmøller kræves kvalificeret, veluddannet personale. Den ny lov vil forhindre investering i uddannelse og opkvalificering, idet det ganske enkelt ikke vil være rentabelt for branchen. Og hvor efterlader det ejerne af husstandsmøller?

Ud over at der kan forventes konkurser, har branchen som helhed en del underleverandører her i landet, både produktion af hele møller, vinger og styringer samt hele installationsarbejdet og servicearbejdet. Bliver lovforslaget en realitet, vil det koste arbejdspladser!

Støtteperioden bliver reduceret med 40%! Altså en markant reduktion i den nuværende potentielle break even periode.

Kombinationen af nedsættelsen af støtteperioden og nedsættelse af afregningsprisen gør det igen mindre rentabelt at foretage den relative store investering i grøn, vedvarende energi – og vil igen flytte break even til senere – og gøre det urentabelt at investere i vores miljø og klima. Er det dét som ønskes?

Sidst men ikke mindst:
Investering i en hustandsvindmølle skaber flere penge i lokalområderne og fastholder derfor arbejdspladser lokalt. Større møller er typisk finansierede af investorer, som tjener på disse, og som måske oven i købet betaler minimal skat i Danmark. Er det den vej, vi som samfund vil gå?

En investering i en hustandsvindmølle giver også mulighed for, at borgere i landzone (udkants Danmark) kan øge deres værdi på boligen ved denne type af energirenovering. Pga. renoveringer og byggeomkostninger er mange i landzone teknisk insolvente, og netop investering i en husstandsvindmølle kan skabe merværdi ved salg af netop denne type af ejendomme, og derved fastholde liv og initiativ på landet (udkants Danmark). Det bliver mindre attraktivt med et liv på landet, hvis denne mulighed fjernes.

Forslag fra CIRKEL Energi:

Drop puljeordningen og hold fast i støtteperioden på 20 år. Nedsættelsen i afregningsprisen kan vi og vores kunder leve med – og vi vil forsat kunne bidrage til at nedsætte Danmarks samlede CO2 udledning. Vi vil også opfordre til en overgangsordning til de kunder, som netop nu står og har lavet ansøgning, men blot ikke har fået sendt ind. Som har bekostet vindberegninger, fået revisorgodkendelser og finansiering på plads – en overgangsordning, der kunne løbe frem til udgangen af året. Og her kunne overvejes en puljeordning for resten af 2015 – men ingen puljeordninger fremadrettet – og ingen nedsættelse af støtteperioden.

Baggrund:
Igennem de sidste godt fem år har lovgivningen om hustandsvindmøller levet en noget, ja vindblæst tilværelse.

I sommeren 2010 blev nettomålerordningen for solceller og vindmøller indført. Da antallet af solcelleanlæg eksploderede med hele 86.000 installerede anlæg, blev ordningen hastelukket d. 20. november 2012. Da politikerne ikke ønskede at lukke for husstandsmøllebranchen, blev der i januar 2013 fremsat et nyt forslag. Dette forslag blev endeligt vedtaget i folketinget d. 30. maj 2013 men skulle godkendes af EU-kommissionen. Dette forløb tog mere end 1 ½ år, og først d. 11. februar 2015 blev den nye lov en realitet. En ændring af ansøgningsproceduren blev vedtaget i juni 2015, så der skulle søges om tilsagn før møllen nettilsluttes. Denne lov trådte i kraft d. 1. juli 2015, men først d. 23. september var Energinet klar med ansøgningsprocessen og blanketter hertil. Nøjagtig 4 uger herefter lukkes den eksisterende ordning ned med lovforslaget L30 fremsat 21. oktober 2015.

Fakta:
Betegnelsen ”husstandsvindmøller” dækker over møller med en elektrisk effekt op til 25 kW.
I 2015 er der frem til lovforslaget totalt nettilsluttet husstandsmøller svarende til godt 3,9 MW, hvilket sparer klimaet for ca. 4.190 ton CO2.

Se det fulde lovforslag på: http://www.hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/58857

Kommentarer til denne post er lukket.