CIRKEL Energi præsenterer et nyt tilbud til den grønne og miljøbevidste forbruger og virksomhed
”Grøn energi fra sol og vind”. Så kort kan tilbuddet fra CIRKEL Energi til deres kunder præsenteres og nu udvides tilbuddet til også at omfatte lagring af energi. Helt konkret er CIRKEL Energi blevet udvalgt til samarbejdspartner for VisBlue og tilbyder derfor nu energilagringsprodukter fra denne danske producent af batteriløsninger.
”Batteriløsninger er et oplagt valg både for de forbrugere, som har opsat en husstandvindmølle uden eller med et lille puljetilskud og for de virksomheder, boligforeninger og offentlige institutioner, der ønsker at bruge den energiproduktion, som de for nuværende sender retur til el-nettet. Netop VisBlues løsning er en effektiv og driftssikker løsning til energilagring, og vi glæder os over det ny samarbejde”, udtaler Niels Martin Jørgensen, CIRKEL Energi.
”CIRKEL Energi er den perfekte samarbejdspartner for os. CIRKEL Energi er en af de ældste og mest erfarne spillere på markedet for solceller og husstandsvindmøller, og vi ser en klar synergi mellem deres eksisterende produktprogram og kunder og vores tilbud til markedet”, forklarer Søren Bødker, VisBlue og fortsætter: ”Vi glæder os til et godt samarbejde og ser frem til at hjælpe både virksomheder og forbrugere til at blive endnu mere klimavenlige og uafhængige af eventuelle stigninger i offentlige afgifter og priser på el”, slutter Søren Bødker.
CIRKEL Energis tilbud til virksomheder og private dækker over et bredt sortiment bestående både af husstandsvindmøller op til 25 kW til privat brug og solcelleanlæg i alle størrelser til både miljøbevidste, private kunder og virksomheder og institutioner, der ønsker at gøre en grøn forskel og spare penge på deres energi. Batteriløsningerne fås med en kapacitet fra 25 kWh til 500 kWh og kan tilpasses den enkeltes behov. Løsningen er en vanadiumbaseret redox-flowløsning. Teknologien tilbyder en sikker og mere miljøvenlig batteriløsning, der gør det muligt at lagre mere af den energi, der produceres af solcellerne eller husstandsvindmøllen. Redox-flowbatteriløsningen fra VisBlue kan skalere effekt og kapacitet uafhængigt af hinanden og er fuldt skalerbar og kan derfor tilpasses både til den private forbruger og til den større virksomhed, boligforening eller institution.